Stress er et brugt ord i Danmark, selvom danskerne anses for at være blandt de lykkeligste folkefærd i verden. Dette er baseret på variabler som indkomst, frihed, social støtte og tillid. Alligevel er der mange danskere, der føler en form for stress i hverdagen. Omkring 500.000 danskere føler sig udbrændte på jobbet på grund af stress, hvilket kan føre til flere fraværsdage og på længere sigt føre til seriøse problemer for helbredet og samfundet.
For nyligt blev ordet ’pyt’ kåret til danskernes yndlingsord. Det bliver brugt som en reaktion på de små problemer, frustrationer eller fejl, der opstår i hverdagen. Det er ikke bare et ord, men nærmest et kulturelt begreb om en sund tænkemåde til at håndtere en stressende hverdag. Det handler om at acceptere og nulstille, så man bliver mindet om at stoppe op og samle sig i stedet for at overreagere. Man kan altså koncentrere sig om at give slip og komme videre.
Brugen af ‘pyt’ kan altså mindske følelsen af stress, da man ikke lader sig køre fast i hverdagens små frustrationer, fejltagelser eller irritationsmomenter. Ved at trække på skuldrene og sige ‘pyt’ til situationer, som vi ikke har kontrol over, øger man nemlig sit energiniveau og sin arbejdsglæde. Dog er det vigtigt at huske på, at man ikke skal sige ‘pyt’, hvis det er en seriøs fejltagelse eller situation man står i. Sig derfor ikke ‘pyt’ for tit, hvis det berøver dine værdier, behov eller følelser.
Læs mere om samme emne