Ergoterapeut: “Den korrekte arbejdsstilling findes ikke”
Mange kontormedarbejdere oplever at have udfordringer med hovedpine og smerter i lænderyggen, nakken og i de små led i hænderne, armene, og skuldrene. Du kender det nok.
Lyt til din krop
Det er vigtigt at lytte til det, som din krop fortæller dig. Kroppen sender nemlig hele tiden små signaler, og ignorer man disse små signaler i lang nok tid, så vil kroppen begynde at sende stærkere signaler, der til sidst resulterer i smerter. Disse smerter kan blive kroniske, hvis de ikke tages alvorligt.
Den “korrekte” arbejdsstilling findes ikke. Det væsentlige er at skabe variation i dine arbejdsstillinger, så det ikke går hen og bliver statisk arbejde. Det vil sige, at dine muskler er spændte på trods af små eller ingen bevægelser. Fastholder du de samme stillinger for lang tid ad gangen, arbejder din krop statisk. Sker dette, vil ilttilførslen til musklerne blive begrænset, og derved vil musklerne hurtigere udtrættes og være mere tilbøjelige til blive skadet. Dette fænomen ses ofte i forbindelse med tastearbejde og ved brug af mus.
Kontormedarbejdere er særligt udsatte for statisk arbejde
Kontormedarbejdere, der laver meget tastearbejde foran en computer, er særligt udsatte for statisk arbejde. Dette skyldes som sagt, at medarbejderen ofte er fastlåst i de samme arbejdsstillinger for lang tid ad gangen. Men det kan også skyldes forkert indstilling af kontorpladsen og IT-udstyret. Derfor er det også værd at kigge på, hvordan ens kontorplads er indrettet, og få indstillet sit udstyr korrekt for at skabe de bedste forudsætninger for at undgå skader.
Christina Ferm, der er arbejdsmiljørådgiver og teamleder for arbejdsmiljøteamet i Vicuras, og som har en baggrund som ergoterapeut med en kandidat i sundhedsfremme, sundhedsstrategier og arbejdslivsstudier, kommer her med sine allerbedste ergonomiske fif til, hvordan du kan lave din egen ergonomiske gennemgang af din arbejdsplads, så du undgår udfordringer som hovedpine, lænderygsmerter, mussearm osv.