Sådan påvirker koffein dig
Koffein findes i en række forskellige drikkevarer som kaffe, te, cola og energidrikke. Det har en centralstimulerende effekt og kan på de fleste mennesker virke opkvikkende. Dette gør specielt kaffe til den perfekte drik, til når man har brug for noget ekstra energi på kontoret.
Man kan allerede efter få dages brug opbygge en tolerance for koffein, som betyder at kroppen vænner sig til stoffet. Det kræver derfor gradvist en større mængde koffein for at opnå den samme effekt. Man kan derudover også opleve abstinenssymptomer, hvis man efter regelmæssig indtagelse i en længere periode stopper med at drikke sin foretrukne koffeinholdige drik. Dette kan inkludere let hovedpine, træthed, angst, øget irritabilitet og influenzalignende symptomer. Disse symptomer kan dukke op i løbet af et døgn, vil være på det højeste på det andet døgn og vil derefter aftage i løbet af en uge. Symptomerne vil dog variere fra person til personen, hvor hovedpine dog er den hyppigste.
Så meget koffein er der i dine koffeinholdige drikke
En kop filterkaffe på omkring 125mL indeholder omkring 85mg koffein, hvilket er lidt mere koffein end man finder i en espresso på omkring 30mL eller en kop pulverkaffe. En anden koffeinholdig drik er te, som gennemsnitligt indeholder 25mg koffein per deciliter. Stærk te kan dog komme op på samme mængde koffein som kaffe. Derudover er der drikke, som Cola og energidrikke, som også indeholder koffein. Cola må i Danmark maksimalt indeholde 15mg per deciliter, mens energidrikke maksimalt må indeholde 32mg koffein per deciliter.
Et normalt koffeinindtag hos almindelige kaffedrikkere ligger normalt mellem 300 og 400mg koffein dagligt, hvor et højt koffeinindtag ville være at drikke mere end syv store kopper kaffe om dagen. Dette svarer til at drikke omkring 1,2L. Et indtag på omkring 400mg koffein dagligt kan dog indgå i en sund og balanceret kost. Du behøver derfor ikke at være bange for at drikke din sædvanlige morgenkaffe, eller to til tre kopper i løbet af din arbejdsdag.
Positive effekter af koffein
Koffein kan have en række positive effekter på kroppen, hvis man maksimalt indtager 400mg koffein dagligt. Det kan have en centralstimulerende effekt, som virker opkvikkende, øger årvågenheden og opmærksomheden. Det kan også påvirke idrætspræstationer ved at øge udholdenhed samt reducere opfattelsen af udmattelse. Derudover er der mange, som oplever at koffein giver en følelse af velvære, samt bedre humør og forsinkelse af søvn.
Bivirkninger ved indtagelse af koffein
Det er ikke påvist at man kan få langtidseffekter af koffein, men som med meget andet kan indtagelse i meget store doser formentlig være skadeligt. Dette ville svare til at drikke 5000 til 10.000mg koffein eller 50 til 100 kopper kaffe.
Koffein kan hos nogle forkorte søvnlængden, da det kan påvirke søvnkvaliteten. Det kan også ved store mængder føre til kortvarig uro og hyperaktivitet. Dette vil dog stoppe, når koffeinmængden i blodet falder. Det kan derfor være en god ide at begrænse sit indtag til dagtimerne, mens man arbejder og har brug for det. Koffein kan også have en vanddrivende effekt, men aftager hurtigt ved regelmæssig indtagelse.