Småøvelser som træningspas
Flere og flere medarbejdere døjer med gener og smerter i skuldre, nakke og ryg. Ofte er korrekt ergonomisk udstyr ikke nok til at holde smerterne fra døren. Ny dansk forskning viser imidlertid, at småøvelser i løbet af arbejdsdagen er med til at styrke musklerne og potentielt kan nedbringe langtidssygefraværet med op mod 13%.
Småøvelser er korte træningspas, som fx elastiktræning, der både forebygger og virker effektivt mod smerter i nakke, skuldre og arme. Det gode ved elastiktræning er blandt andet, at alle medarbejdere, uanset alder og fysisk form, kan være med, og så kræver det hverken fitnessrum eller omklædning. Kun en træningselastik og nogle inspirationsøvelser.
Elastikøvelser er nemlig øvelser, der nemt kan laves i løbet af dagen foran skærmen, mens man taler i telefon eller snakker med kollegaen. Eller når der er ophold eller pause i produktionen og på lageret. Elastikøvelser kan også laves på hjemmearbejdspladsen, så de gode vaner også vedligeholdes i forbindelse med hjemmearbejdsdage.
Det kan være en fordel at implementere elastiktræningen til en fælles aktivitet, så det bliver en naturlig ting, man gør sammen i arbejdsfællesskabet på kontoret eller i produktionen. Der kan fx udpeges en ambassadør eller to, som (gerne) dagligt eller et par gange i ugen sørger for at få alle op af stolene eller ud på gulvet til lave øvelser.
Et godt råd er at lægge øvelsen fast i kalenderen, fx på bestemte ugedage. Så kan alle medarbejdere se det og være med, uanset om man er fysisk til stede på kontoret, i produktionen eller man arbejder hjemmefra.
Gode råd om elastikøvelser
- Placer elastikken et synligt sted, så du ikke glemmer at bruge den og afsæt 8-10 minutter til træningen i kalenderen.
- Husk generelt at låse i håndleddene og stram elastikken, så du mærker modstand.
- Når du træner med elastik, er du sikker på at bevare modstanden gennem hele øvelsen.
- Oplevelsen af smerter kan mindskes ved at træne de muskler, der er ekstra ømme eller giver gener.
3 effektive elastikøvelser fra Vicuras
Kilder:
Det nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø
BrancheFællesskabet for Arbejdsmiljø for Velfærd og Offentlig administration (BFA)