Sådan får du bugt med dine lændesmerter
Lændesmerter er en af de hyppigste årsager til sygemelding. Rigtig mange danskere har daglige smerter i lænderyggen, og det kan påvirke humøret, søvnen og dermed også ens produktivitet. Det kan være så invaliderende, at man ikke kan udføre bestemte typer arbejde – eller måske endda må lægge sig helt syg fra arbejde.
Mange danskere, der lider af lændesmerter – og kroniske smerter generelt – må tage smertestillende medicin for at gå på arbejde, hvis de skal undgå at sygemelde sig.
Det kan have store konsekvenser for ens mentale velvære og påvirke ens livskvalitet generelt.
Der er dog nogle ting, du kan gøre for at undgå at forværre dine smerter. Ofte vedligeholder man problemet, fordi man ikke vænner sig af med dårlige vaner eller får bugt med dårlige arbejdsstillinger. Man kan også risikere at gøre midlertidige smerter kroniske, hvis man ikke gør noget ved det i tide.
Det starter i arbejdstiden
Vi bruger mange af vores timer på vores arbejdsplads. Derfor er det også essentielt, at man kigger ind i, hvad det er man udsætter sin krop for i arbejdstiden. Du har et ansvar for at lytte til din krop, og ikke udsætte den for bevægelser eller stillinger, der føles ubehagelige eller gør ondt. Din arbejdsplads derimod har ansvar for at sikre, at du har de rette redskaber til at kunne imødekomme din krops signaler. Det gælder både de fysiske redskaber, såsom en ordentlig stol, men også redskaber såsom ergonomisk vejledning eller uddannelse i, hvordan du indstiller dit IT-udstyr.
Konkrete ting, du kan gøre i arbejdstiden, for at lindre lændesmerter
Kom op og stå
Vi anbefaler, at du kommer op og stå én gang i timen i 10 minutter ad gangen. Når du sidder ned, er trykpåvirkningen på din lænd stærkere, og din lænd skal bære et tungere læs, hvorfor det at stå op hjælper med at aflaste ryggen. Det kan selvfølgelig også være et problem at stå for meget op, og det er ikke farligt at sidde ned. Det handler om variation.
Styrk de omkringliggende muskler med elastikøvelser
Elastikøvelser hjælper med at styrke muskulaturen, så de omkringliggende muskler, såsom balderne og mavemusklerne, bliver aktiveret og ”beskytter” lænden. Lænden kan nemlig komme på overarbejde, hvis den skal kompensere for svage mave- og baldemuskler. Derfor er elastiskøvelser en god og langvarig metode til at lindre lændesmerter. Læs vores blogindlæg med konkrete elastikøvelser her. De kan nemt laves i arbejdstiden og tager kun få minutter. Læs også vores blogindlæg om effektive udstrækningsøvelser for lænden, du kan lave på kun 7 minutter.
Få bevægelse ind i arbejdstiden
Selvom det kan være en stor hjælp at komme op og stå i løbet af en arbejdsdag, så er det desværre ikke nok. Både det at sidde og stå foran en computer, går ind under det, som vi kalder ”statisk arbejde”. Det betyder, arbejde hvor man står stille eller kun har små bevægelser, og hvor kroppens muskler arbejder og skaber spændinger. Derfor er det essentielt, at du får bevægelse ind i din arbejdsdag. Når du fx tager trapperne frem for elevatoren, eller tager et telefonmøde på en gåtur rundt om blokken, så aktiverer du alle de muskelgrupper, som arbejder statisk, når du står/sidder stille. Det hjælper med at lette trykket på de udsatte muskelgrupper, og får også gang i blodomløbet.